“Jeg har altid haft et intenst forhold til at underholde, please og være den sjove og jeg har over-kompenseret meget.”

Som 22-årig blev Helin optaget på DR’s talenthold. Pludselig skulle hun ikke bare underholde familie og venner. Nu var hun et offentligt ansigt.

“Det er eksistentielt at udgive sig selv. Jeg følte lige pludselig, at det ikke var nok at være sjov og kreativ, jeg skulle også se attraktiv ud.”

Hun begyndte at lægge en full drag, når hun skulle på arbejde. Monobrynene og overskægget var også røget i processen. Det, der før havde gjort hende anderledes, blev noget, der skulle justeres. Med andre ord begyndte hun, som hun selv siger det, at looksmaxxe. Men det var ikke kun udseendet, der skulle optimeres. Hun begyndte også at tænke over, hvordan hun kunne maxxe sig selv mere generelt: humormaxxe, looksmaxxe, artmaxxe.

“Det var sygt stressende. Jeg tror, der er mange kvinder, der kan genkende følelsen af, at vi skal være alt på en gang. Vi er alt for meget på overarbejde.”

Jeg spørger Helin, om hun af den grund, ikke kan have det ambivalent med at arbejde i en branche, hvor hun selv er produktet – hvor hun hele tiden skal forholde sig til, hvordan hun kan blive mere værdifuld for andre.

Det kan hun godt, siger hun. For hun er ikke immun over for publikums feedback.

Hun introducerede mig til et begreb, jeg ikke har hørt før: audience capture.

Et begreb for det øjeblik, hvor man begynder at forme sig efter det, ens digitale publikum reagerer positivt på. En mekanisme, der ikke er så forskellig fra den, hun lærte som barn. Dengang var det folks grin, der viste, at hun havde været underholdende. I dag kan hun også se det i tallene på sin telefon.

Og hun kan stadig fange sig selv i at gøre det, som andre liker.

Af den samme grund findes der også ekstremt mange videoer af Helins ikke-eksisterende negle på TikTok – folk kan nemlig ikke få nok, og hun kan ikke få nok af, at folk ikke kan få nok.
Det ville næsten også være mærkeligt, hvis ikke publikums modtagelse betød noget for hende. Hendes job består trods alt af at være interessant for andre mennesker, og hun ved, hvor tilfredsstillende det føles, når hun rammer noget hos sit publikum. Det handler ikke om at være ligeglad med andres blik. Det handler om ikke at konkurrere på andres præmisser.

“Jeg har aldrig følt mig som en del af majoriteten, så jeg kan lige så godt lade være med at konkurrere med den. Derfor tror jeg altid, jeg bare har gjort min egen ting, i mit eget tempo, og ikke taget mig selv for seriøst.”

Og måske er det netop dér, noget af Helins frihed ligger: i erkendelsen af, at hun ikke behøver konkurrere på de præmisser, hun aldrig selv har valgt. Selvironien er et af hendes redskaber. Den giver hende mulighed for selv at tage kontrollen over det blik, andre retter mod hende. For når hun selv laver joken om sine negle, sit udseende eller sin baggrund, behøver hun ikke vente på, at andre definerer, hvad der er mærkeligt eller anderledes ved hende. Og som Helin selv pointerer:

“Jeg tror, at selvironi ville hjælpe rigtig mange at de magtliderlige mænd der fører krig i verden lige nu.”