“Jeg har altid haft et intenst forhold til at underholde, please og være den sjove og jeg har over-kompenseret meget.”
Hun lærte tidligt at bruge humoren som overlevelsesmekanisme og skønhedsidealerne som valuta. I dag lever Helin Erdem af publikums blik – men i en digital verden af audience capture og konstant præstationspres har hun fundet sit eget helle.
SKREVET & FOTOGRAFERET AF: NINA FAARUP
11. AUGUST, 2026
Helin møder mig med åbne arme og et kæmpe kram. Få minutter senere har hun allerede spurgt ind til mit arbejde, om jeg er religiøs, og hvad mit stjernetegn er. Inden vi mødtes, havde hun pointeret, at hun synes, at setuppet føles lidt som at tage på en date: Et møde med en fremmed, hvor man skal finde ud af, hvem den anden er. Forskellen er bare, at det er mig, der skal finde ud af, hvem Helin er. Alligevel sker der det, at hun efter 10 minutter udbryder med et grin:
“Hov, nu var det mig, der kom til at interviewe dig.”
Helin er den slags menneske, der får én til at føle sig interessant. Og mens vi slentrer gennem Frederiksberg Have, begynder jeg at forstå, at hendes evne til at få andre til at føle sig godt tilpas ikke kun er noget, hun har lært som vært og skuespiller. Den går længere tilbage.
Mørke monobryn, overskæg og manglende negle
Allerede i børnehaven mærkede Helin, at hun skilte sig ud. Hendes mørke monobryn, overskæg og manglende negle gjorde, at hun følte, hun skulle bevise lidt mere end de andre børn.
“Jeg har altid haft et intenst forhold til at underholde, please og være den sjove for at blive elsket, og jeg har helt klart overkompenseret meget i mit liv.”
Hun griner.
“Der er altid noget lidt dystert bag alle sjove mennesker.”
Der er ikke gået mere end omkring tre minutter af vores interview, og hun udbryder: “Wow, det blev godt nok dybt meget hurtigt… So I have issues?”
Om Helin har issues eller ej, skal jeg ikke bedømme. Men hendes kommentar peger på et interessant paradoks. For det, der begyndte som et behov for at underholde sig til accept, er siden blevet hendes levevej. En levevej, hvor grænsen mellem at gøre noget, fordi det føles autentisk, og at gøre noget, fordi man søger andres anerkendelse, hele tiden bliver udfordret. Et paradoks som jeg tror Helin ikke er alene om. Men hvordan holder man fast i sig selv, når man samtidig lever af at blive set og liket? Og hvor går grænsen mellem at ville skabe forbindelse til andre uden at forme sig efter deres blik?
FOTO: NINA FAARUP
Helin kan ikke få nok af, at folk ikke kan få nok
Som 22-årig blev Helin optaget på DR’s talenthold. Pludselig skulle hun ikke bare underholde familie og venner. Nu var hun et offentligt ansigt.
“Det er eksistentielt at udgive sig selv. Jeg følte lige pludselig, at det ikke var nok at være sjov og kreativ, jeg skulle også se attraktiv ud.”
Hun begyndte at lægge en full drag, når hun skulle på arbejde. Monobrynene og overskægget var også røget i processen. Det, der før havde gjort hende anderledes, blev noget, der skulle justeres. Med andre ord begyndte hun, som hun selv siger det, at looksmaxxe. Men det var ikke kun udseendet, der skulle optimeres. Hun begyndte også at tænke over, hvordan hun kunne maxxe sig selv mere generelt: humormaxxe, looksmaxxe, artmaxxe.
“Det var sygt stressende. Jeg tror, der er mange kvinder, der kan genkende følelsen af, at vi skal være alt på en gang. Vi er alt for meget på overarbejde.”
Jeg spørger Helin, om hun af den grund, ikke kan have det ambivalent med at arbejde i en branche, hvor hun selv er produktet – hvor hun hele tiden skal forholde sig til, hvordan hun kan blive mere værdifuld for andre.
Det kan hun godt, siger hun. For hun er ikke immun over for publikums feedback.
Hun introducerede mig til et begreb, jeg ikke har hørt før: audience capture.
Et begreb for det øjeblik, hvor man begynder at forme sig efter det, ens digitale publikum reagerer positivt på. En mekanisme, der ikke er så forskellig fra den, hun lærte som barn. Dengang var det folks grin, der viste, at hun havde været underholdende. I dag kan hun også se det i tallene på sin telefon.
Og hun kan stadig fange sig selv i at gøre det, som andre liker.
Af den samme grund findes der også ekstremt mange videoer af Helins ikke-eksisterende negle på TikTok – folk kan nemlig ikke få nok, og hun kan ikke få nok af, at folk ikke kan få nok.
Det ville næsten også være mærkeligt, hvis ikke publikums modtagelse betød noget for hende. Hendes job består trods alt af at være interessant for andre mennesker, og hun ved, hvor tilfredsstillende det føles, når hun rammer noget hos sit publikum. Det handler ikke om at være ligeglad med andres blik. Det handler om ikke at konkurrere på andres præmisser.
“Jeg har aldrig følt mig som en del af majoriteten, så jeg kan lige så godt lade være med at konkurrere med den. Derfor tror jeg altid, jeg bare har gjort min egen ting, i mit eget tempo, og ikke taget mig selv for seriøst.”
Og måske er det netop dér, noget af Helins frihed ligger: i erkendelsen af, at hun ikke behøver konkurrere på de præmisser, hun aldrig selv har valgt. Selvironien er et af hendes redskaber. Den giver hende mulighed for selv at tage kontrollen over det blik, andre retter mod hende. For når hun selv laver joken om sine negle, sit udseende eller sin baggrund, behøver hun ikke vente på, at andre definerer, hvad der er mærkeligt eller anderledes ved hende. Og som Helin selv pointerer:
“Jeg tror, at selvironi ville hjælpe rigtig mange at de magtliderlige mænd der fører krig i verden lige nu.”
FOTO: NINA FAARUP
Et helligt rum
Vores interview er ved at være slut, da vi går ind på Aveny-T, hvor Helin sidste år satte sin første forestilling, GRWM (Get Ready With Me), op. En forestilling om at blive castet til at være sig selv – og om, hvad der sker, når ens identitet også bliver noget, man kan sælge.
Da vi mødtes, spurgte Helin mig, om jeg var religiøs. Det er jeg ikke, og det er hun heller ikke. Men måske kommer hendes evne til at holde fast i sig selv også et andet sted fra. For hun har haft et helligt rum, siden hun var barn.
“Jeg har været heldig at finde meningen i kunstens verden. Det har altid været et sted, jeg har vendt tilbage til for at finde frem til mig selv.”
Og hun pointerer:
“Nogle mennesker gør det i kirken, men for mig har det været ved at tage på museum og tegne tegninger.”
Selvom Helin har brugt store dele af sit liv på at lære at være interessant for andre, har hun et anker. Humoren har givet hende mulighed for at forbinde sig med andre, men kunsten har givet hende et rum, hvor hun kan forbinde sig med sig selv. Et sted, hvor andres blik for en stund ikke betyder noget. Et helligt rum, hun har søgt tilbage til siden barndommen.
Inde på Aveny-T møder hun en, hun kender, og igen er det straks med et stort smil og et kæmpe kram. Den samme energi, hun mødte mig med en time tidligere.
