"Jeg har tit følt mig ekskluderet fra verden. Sådan fuck jer andre, I kan ikke relatere til, hvordan jeg er"
Hvordan lærer man at være alene, når man hele livet har jagtet et kick? I årevis har Karl William jagtet rusen og dopaminen som en flugt fra sig selv. Men da han mistede sin mor, blev han tvunget til at stoppe op og se indad. Nu øver han sig i at høre til – også i sit eget selskab.
SKREVET & FOTOGRAFERET AF: NINA FAARUP
MARTS 5, 2026
KLOKKEN ER LIDT OVER 12, da jeg cykler mod Søndermarken mellem Frederiksberg og Valby. Det er en kold og grå dag, men alligevel har jeg aftalt at mødes med Karl William til en gåtur.
Jeg spørger, hvordan han er kommet herhen.
»Jeg gik,« siger han. Fra Vanløse.
Uden at kende den præcise rute ved jeg, at det må være mindst en time til fods. En frisk lille gåtur inden vores, som ender med at vare omkring to timer.
Og det i sig selv, siger måske en del om Karl William: Enten gør han noget helt… eller også trækker han sig.
Da rusen bliver en kugledyne
HAN BEGYNDTE AT LAVE MUSIK SOM 17-ÅRIG. I dag er han 31, har været en del af den danske popoffentlighed i over et årti, og er netop sprunget ud som radiovært på P6 med programmet ‘Rastløs’.
»Det er længe. Det er fucking længe,« siger han om sin karriere.
Men selvom han tidligt blev anerkendt, og musikken gav ham en stemme og et offentligt navn, har følelsen af at høre til på en scene, med forventningsfulde øjne, der hviler på en, ikke automatisk fulgt med.
SOM UNG ØVEDE HAN SIG I AT VÆRE EN ANDEN. Sammen med vennen imiterede de karaktertræk fra personer, de beundrede – den smarte type, den nørdede type… For ham blev det en måde at prøve at passe ind. Et skjold lavet af andres personligheder.
Selvom Karl gemte sig bag sine karakterer, endte han sidenhen på nogle af landets største scener i sit eget navn — i en branche, hvor relationer og smalltalk ofte vejer lige så tungt som talent. En levevej, de fleste forbinder med en naturlig trang til rampelyset og lysten til at være midtpunkt.
Men i begyndelsen var Karl alt andet end højtråbende.
»Jeg var fucking genert, da jeg startede. Jeg sagde ingenting deroppe. Jeg stod bare og sang og var lidt fuld. Det skulle bare overstås.«
FOTO: NINA FAARUP
ALKOHOL BLEV HURTIG EN LØSNING. Fra første gang han prøvede at være fuld, elskede han følelsen. Det var alkoholens evne til at dulme overtænkning og følelsen af at stå udenfor. Det var en følelse af frihed.
Senere kom stofferne også til. Misbruget eskalerede, alkoholen var gratis, og nætterne blev til morgener.
»Jeg endte med at drikke og sniffe coke alene. Jeg var ligeglad med, hvem der var der, det handlede bare om at være fucked selv.«
Fra at gemme sig bag en karakter blev alkoholen og stofferne hans nye »kugledyne«, som han selv beskriver det. Noget, der lagde sig tungt og dæmpede følelsen af at være i en verden, der føltes som om, den var lavet til ekstroverte.
Karl kunne kigge på mennesker omkring ham, der ubesværet gled ind og ud af samtaler – såkaldte social butterflies – og være frustreret over ikke at føle, at han passede ind. En følelse, der, når den kom, næsten altid gjorde, at han trak sig fra sin omverden.
»Jeg har tit følt mig ekskluderet fra verden. Sådan: fuck jer andre, I kan ikke relatere til, hvordan jeg er.«
FOTO: NINA FAARUP
slikbutikken er tømt
LIGE SÅ GOD KARL ER TIL AT SÆTTE ORD PÅ SINE FØLELSER gennem musikken, lige så svært har han haft ved at sige dem højt til sine nærmeste. I stedet trak han sig, når det hele blev for meget.
Det var lige præcis sådan en situation, han stod i med en ven. En, der havde stået ved hans side igennem 12 år. Vennen modtog en dag et brev – nærmest et afskedsbrev. Karl havde besluttet sig for at trække sig fra deres venskab.
Uforstående over for Karls beslutning lod vennen ham vide, at man altså ikke bare kan skride, når man har været en del af hinandens liv i så lang tid, kender hinandens mødre og nærmest er blevet familie for hinanden.
»Jeg sad på forsædet af hans bil, da han callede mig ud. Jeg blev så pinlig. Jeg følte, jeg stod der helt butt naked og var sådan: wow … det er mit mønster, det der. Det er det, som spænder ben for mig.«
FOR FØRSTE GANG gik det op for ham, at det nogle gange var ham selv, der forlod fællesskabet – og ikke de andre, der ekskluderede ham. En situation, der siden da har været afgørende for hans syn på relationer.
Og sådanne vendepunkter har der været flere af igennem Karls liv. For snart fem år siden mistede han sin mor pludseligt til kræft. Han beskriver det som en hændelse, der tvang ham til at stoppe op og stille spørgsmålstegn ved sit liv.
SELVOM DET VAR EN STOR SORG, blev det samtidig også begyndelsen på en spirituel rejse. I stedet for at drukne sorgerne i hurtige quickfixes begyndte han nemlig at være nysgerrig på sig selv og stille en masse spørgsmålstegn ved sin tilstedeværelse.
»Laver jeg musik, så folk kan se, hvor god jeg er? Eller fordi jeg synes, det er sjovt? Tager jeg hen til nogen, fordi det er nærværende og varmt? Eller fordi jeg skal have et fix og ikke kan overskue at være alene med mine tanker? Jeg prøver virkelig at overveje, hvor og hos hvem jeg placerer min energi.«
IKKE SÆRLIG LANG TID EFTER SIN MORS DØD tog han den endelige beslutning. Han var færdig med at tage stoffer og drikke alkohol.
Jeg spørger ham, om han så overhovedet ikke drikker mere.
»Nej«, siger han.
»Jeg plejer at sige, at jeg har haft rådighed til en hel bland-selv-slik-butik, hvor jeg selv kunne vælge, hvordan jeg ville fordele mit forbrug. Og jeg valgte bare at tømme hele lortet på én gang. Og nu er der bare ikke mere tilbage.«
DET ET FIRE ÅR SIDEN TIL APRIL, at han droppede alkoholen, og fem år siden, han stoppede med stofferne. I dag lever han et markant anderledes liv. Man kan vist godt sige, at han har lavet en 180-graders vending.
Fra at drikke meget og leve usundt gik han hen i den helt anden boldgade. Der kom en ekstrem disciplin ind i hans liv. En disciplin der har gjort at han har fuldført et dobbeltmaraton – en distance på omkring 84,4 kilometer.
Yderlighederne er stadig en del af ham, men noget har også flyttet sig.
FOTO: NINA FAARUP
At høre til – også i sig selv
VI HAR EFTERHÅNDEN GÅET LÆNGE. Fra Søndermarken til Vestre Kirkegård og tilbage igen. Jeg føler, jeg har fået en god fornemmelse af hvem Karl er – men jeg mangler stadig at forstå, hvordan det er at være ham i dag.
»Jeg er ved at ramme sådan et mellow-stadie, der er ret rart. Jeg har ikke lavet andet end at søge dopamin hele mit liv. Jeg har været dopaminking. Det skulle virkelig mærkes, når det var. Nu prøver jeg at modarbejde det eller vælge sunde dopaminkicks.«
DET HAR KRÆVET MANGE TIMER i eget selskab for Karl at nå et sted hen, hvor han har ro i at trække sig lidt tilbage. For ham handler det ikke længere om at passe ind i alle rum. Heller ikke om at jagte det næste dopaminkick. Det handler om bevidsthed. Om at vælge med omhu. At acceptere, at han ikke lader op i store forsamlinger, og at han har brug for tid med sig selv.
Da vi igen står omkring der, hvor vi startede i Søndermarken, og skal til at gå hver til sit, spørger jeg ham, om han har et godt råd, han gerne vil give videre.
Han smiler.
»At øve sig i at være alene, og ikke føle at det er mærkeligt«
En pause.
»Man kan glemme at nyde, at det faktisk også er lækkert at være alene. Hvis man kan nyde at være alene, så føles det også bare det federe, når man så er sammen med andre«