Utilstrækkelighedens sprog:
Der findes ingen færdig version af dig

Utilstrækkelighed viser sig ikke altid med højlydt kraft.

Den kan lyde som ekkoet af nogen, der kalder et navn, der ikke er dit. Men du vender dig alligevel om, bare for en sikkerheds skyld. 
Nogle gange er det en hvisken bagerst i sindet. En tøven, før du svarer på et spørgsmål eller præsenterer et projekt.

Det er følelsen af, at uanset hvor meget du gør, så er det aldrig helt nok. For mange unge i dag er den følelse velkendt og dybt personlig. Og selvom det er nemt at tro, at det kun handler om at sammenligne sig med andre, er der nogle gange noget mere fintfølende på spil. Oftere måler vi os mod de forestillede versioner af os selv. Dem, vi troede, vi ville være på nuværende tidspunkt.

De versioner, vi opfinder

Du kender de versioner godt.

Måske vågner de tidligt og med klare tanker. De ved, hvad de laver. De har selvtillid, retning, ro. De er, hvem du troede, du ville være: en person, der fik praktikpladsen, en der ved, hvad deres passion er, og en der nåede alle deres mål inden de var 21. Og på en eller anden måde, når du ser på, hvor du er nu, føles det som om du har misset et eller andet usynligt mål. Ikke drastisk, men nok til at få dig til at tvivle på dit værd.

Der findes en version af mig, der vågner med rolige hænder. Hun er sikker og reder sin seng hver morgen. Hun husker altid sine deadlines og dukker op til alle begivenheder.

Hun besøger mig ofte. Ikke som en ven, men som et spøgelse. Hun står i udkanten af mine dage, poleret og komplet. En pige, jeg byggede i mit hoved af magasinudklip og gyldne præstationer. Jeg har prøvet at bære hendes hud før. Men den passer aldrig. For glat, for sirligt sammensyet. Jeg er lavet af løsere tråde.

Denne forestillede version bliver en tavs målestok. Hun lever i pausen mellem at gøre og at være, der hvor du spørger dig selv: Er det her nok?

Men du kan ikke helt definere, hvad “nok” egentlig betyder og du føler dig stadig bagud. Som om livet er et væddeløb, og du sidder fast ved et rødt lys, der aldrig skifter.

Men hvad nu, hvis den version af dig, der føler sig “bagud”, i virkeligheden bare er én, der aldrig sagde ja til den plan i første omgang?

Den usynlige plan

Tænk lige over det: Overvej om den person, du troede, du ville være, blot er en fantasi, formet af tusind ydre stemmer og forventninger.

Fra forældre, der med kærlighed eller pres fortalte os, hvordan et “godt liv” burde se ud. Fra lærere, der roste pænhed frem for nysgerrighed. Fra usagte sociale regler, der siger, at du kun har værdi, når du er exceptionel. Fra tidslinjer, der forvandler milepæle til målepunkter.

De forestillede versioner af os selv bygges stille, over tid, mens vi får udleveret skitser for, hvem vi bør være. Og når vi uundgåeligt falder af sporet fra den plan (for livet er komplekst og identiteter folder sig ikke ud i lige linjer), føler vi os ikke bare forvirrede. Vi føler os forkerte.

Men vi er ikke forkerte. Fordi den smerte — den, der siger, at du burde være mere nu — er ikke nødvendigvis tegn på, at noget er gået i stykker.

Nogle gange er det bare friktionen mellem den, du er ved at blive, og den, du blev fortalt, du skulle være.

At give slip på myten

For den pige, jeg nævnte tidligere? Hende, der altid får det rigtigt?

Hun er en myte.

Hun griner ikke, til hun får ondt i maven. Hun synger ikke falsk med sine venner i bilen. Hun snubler ikke og bygger sig selv op igen. Hun græder ikke og dukker alligevel op. Hun ser hel ud, men hun har aldrig kendt det mod, det kræver at vokse i realtid. At fejle og starte forfra. At leve ærligt gennem smerten og klodsetheden ved at blive til.

Sandheden er: den forestillede version lever ikke i verden. Den udvikler sig ikke. Men det gør du.

Du er ikke bagud, du er i gang med at blive

Utilstrækkeligheden vokser i stilhed. I skam. Men den blødgøres, når den bliver sagt højt og når den holdes i lyset.

Du lærer at leve i en krop, der ryster nogle gange, og du aflærer hårde overbevisninger og planter nye i deres sted. Du skaber venskaber, overlever hjertesorg og lærer at navigere i usikkerhed ligesom alle andre.

Utilstrækkelighed kommer måske tit på besøg, men du behøver ikke tilbyde den et værelse.

Lad den sidde stille ude på verandaen, mumlende og ubetydelig, mens du træder ind i det hjem, du er i gang med at bygge. Planke for planke. Fejl for fejl. Blid sejr for blid sejr. Lad din blødhed tælle som styrke, og lad din tvivl være en del af fortællingen. Giv dig selv lov til at begynde igen, selv efter de dage, hvor du føler dig tilbage ved start.

For der findes ingen tidsplan for at blive til. Der findes ingen færdig version af dig, der venter på at blive låst op. Du var aldrig skabt til at matche en myte og din opgave er ikke at være perfekt.

Den er at være ægte, at være nærværende og at blive ved med at folde dig ud.