Du bliver, hvad du spiser. Eller hvad?
Denne artikel er skrevet af af Mette Sofie Ravn.
Du bliver, hvad du spiser. Det har jeg tit hørt. Men hvad betyder den sætning egentlig? I alt for mange år har jeg været optaget af, hvad og hvor meget jeg spiste. Nok fordi det var lettere at forholde mig til, end hvad eller hvem jeg ville blive.
Gennem min barndom og mine teenageår var jeg enormt usikker på, om jeg var god nok, og om jeg så godt nok ud. Det er først efter, jeg er blevet voksen, jeg har fundet ud af, at disse tanker er helt normale, og at mange af mine venner nok har haft lignende tanker. I stedet for at dele dem følte vi os forkerte – hver især. For mig handlede det i høj grad om, at jeg ikke ville ses som svag. I stedet har jeg fokuseret på at holde facaden oppe og se sund og stærk ud, for så måtte andre vel tro, at jeg var det.
Kontrollen skjulte mine usikkerheder
I virkeligheden var jeg hverken sund eller stærk. Jeg skjulte en masse usikkerheder ved at opretholde en kontrol over, hvad og hvor meget jeg spiste. Jeg har haft alle mulige dumme regler om, hvor mange gram broccoli, jeg måtte spise til frokost, og hvor mange km jeg skulle løbe, før jeg måtte spise noget. Jeg har eksperimenteret med, hvor lang tid jeg kunne leve af gulerødder, og jeg har haft to-do-lister over alle de ligegyldige ting, jeg skulle ordne, før jeg måtte indtage et måltid. Først senere fandt jeg ud af, at det ikke var sundhed, men en usund kontrol.
Kontrollen handlede om at skjule nogle af de usikkerheder, som jeg så som svagheder. Usikkerhederne startede højst sandsynligt langt tidligere, end jeg egentlig var klar over. Som barn havde jeg svært ved at udtrykke mine følelser, og min frustration gik ofte ud over min familie og særligt min lillebror. Jeg kunne finde på at slå eller tale grimt til ham, hvis han ikke gjorde, som jeg sagde.
Set i bakspejlet havde jeg enormt svært ved at acceptere mine følelser, hvilket jeg lod gå ud over ham. Da jeg blev ældre og bedre til at forstå, hvordan jeg påvirkede andre, blev jeg enormt ked af det og selvbebrejdende.
Fra selvhad til et helt menneske
Jeg skrev i min dagbog, at min familie ville have det bedre uden mig, og at jeg var verdens dårligste storesøster. Jeg fortalte mig selv, at andre mennesker ikke fortjente at være sammen med én som mig, og at jeg var et dårligt menneske.
I skolen blev jeg meget opmærksom på, hvordan de andre så mig. Jeg prøvede at passe ind ved at blive mere og mere usynlig og gemme mine behov og tanker væk. Det krævede en enorm kontrol af mig selv, som bredte sig ud over min krop i form af træning og kost. Kontrollen gav mig ro, fordi jeg på den måde havde mere ”styr på” mig selv.
Jeg følte i mange år, at jeg gik på en line, der var for smal til mine fødder, og jeg så det som succes, hvis jeg kunne holde balancen på den smalle line. Jeg var bange for at træde ned på jorden og slippe kontrollen, for hvem var jeg, hvis jeg ikke havde kontrol?
I mine teenageår begyndte jeg at arbejde mere og mere med dette spørgsmål, og jeg fik hjælp af både psykologer, diætister og mine venner. Jeg øvede mig på at spise mere regelmæssigt, og udfordrede mit rigide forhold omkring mad. Mit arbejde med kontrollen var ikke kun i forhold til mad, men også i forhold til at skære ned på træning, at sige fra og at respektere mine behov.
Jeg øvede mig ganske enkelt på at være mindre kontrolleret - og mere et helt menneske.
En bredere line
Somme tider går jeg stadig på en line, men i dag har jeg gjort linen væsentligt bredere, så der er mere plads til mig. Jeg tør stadig ikke træde helt ned på jorden med begge ben, fordi jeg er bange for, hvad der sker, hvis jeg slipper kontrollen helt. Men jeg er blevet langt bedre til at stole på min mavefornemmelse og give udtryk for, hvordan jeg har det. Jeg fortæller mig selv, at der ikke behøver være en forklaring, og at det er helt okay at have det, som jeg har det.
En ting, der særligt har hjulpet mig, er at dele mine tanker med mine venner og min kæreste. At blive mødt af nysgerrighed, omsorg og forståelse har gjort det lettere for mig at acceptere mig selv, og jeg øver mig stadig på det hver eneste dag. Nogle gange går det godt, andre gange kommer jeg til at negligere enten min sult, at jeg er træt, eller at jeg er ked af det. Somme tider fanger jeg mig selv i den gamle vane, hvor jeg fortæller mig selv, at jeg bare skal tage mig sammen, og at det er noget pjat, men for det meste husker jeg mig selv på, at det ikke er noget pjat. Det er MIN KROP OG MINE BEHOV, og jeg vil behandle mig selv med samme respekt og omsorg, som jeg behandler andre med.
At behandle sig selv kærligt
Jeg vil turde at stole på min krop og give mig selv den plads, jeg har brug for. Jeg vil øve mig i at spise alle madvarer – både broccoli og gulerødder, men også flødeboller, chips og pommes frites. Jeg har lært, at motion ikke behøver være tvangspræget, men at det kan ske i samarbejde med kroppen. Og vi behøver ikke presse os selv til det yderste for at gøre det godt nok.
Hvis du kan genkende nogle af de ting, jeg skriver her, eller hvis du indimellem kontrollerer dig selv, fordi du ikke tør give slip, så vil jeg blot fortælle dig, at du ikke er alene. Jeg vil også fortælle dig, at det er muligt at gøre noget andet. Du fortjener omsorg, anerkendelse og respekt som alle andre mennesker. Tal med nogen du stoler på og øv dig i at behandle dig selv med kærlighed, for du er god nok - også når du ikke har kontrol.
Sandheden er, at du ikke bliver, hvad du spiser. Du bliver, hvad du tror og fokuserer på - og selv den længste rejse begynder med små skridt.