Hvornår kan jeg sige at jeg er dansk nok?

Jeg hedder Savana. Jeg er 23 år gammel, læser en kandidat på CBS – og jeg har altid forsøgt at gøre mit bedste. Jeg har været stræber, pligtopfyldende, ambitiøs. Alligevel har jeg båret rundt på en følelse af, at det aldrig helt var nok. At jeg aldrig helt var nok.

Første gang jeg mærkede det, var jeg stadig barn. Det kom snigende i folkeskolen, da teenageårene begyndte at forme både krop og identitet. Jeg kiggede rundt i klasselokalet og indså: Jeg ligner ikke de andre. Jeg er ikke som dem. Og jeg begyndte hurtigt at føle, at der var noget galt med det.

Dengang kunne jeg ikke sætte ord på det. Men i dag ved jeg, at det var utilstrækkelighed. Og den har siden taget mange former: fagligt, socialt, kulturelt. Som kvinde. Som muslim. Som dansker med mellemøstlig baggrund.

Det, man ikke selv kan ændre

Jeg er født og opvokset i Danmark. Jeg har aldrig kendt til noget andet. Men samfundet har ofte mindet mig om, at jeg ikke helt hører til. Der har altid været en lille afstand – en usynlig mur mellem mig og det land, jeg kalder mit hjem.

Nogle gange er det i blikkene. Andre gange i spørgsmålene: “Hvor er du rigtigt fra?” Og alt for tit i kommentarsporene, hvor nogen som mig bliver omtalt som en trussel, et problem, en, der burde rejse “hjem”. Men hvor er hjem, når du aldrig har haft et andet?

Jeg har prøvet at kompensere. Vist, at jeg er en af “de gode”. Men det er aldrig nok. Når jeg tænder for nyhederne, ser jeg stadig historier, der fortæller mig, at nogen som mig ikke er ønsket. Det gør ondt. Ikke bare fordi jeg bliver dømt, men fordi jeg ved, at tusindvis af unge med lignende baggrunde føler det samme. En stille, vedvarende følelse af ikke at høre til – ikke fordi de gør noget forkert, men fordi de er, som de er.

Ungdommens mange spejle

Samtidig oplever jeg det samme som mange andre unge: presset. Sammenligningen. Uroen over ikke at have nok styr på livet. Sociale medier fylder meget – de fungerer som konstante spejle, hvor man måler sig mod idealer, ingen kan leve op til.

Man scroller og ser folk med perfekte kroppe, fede jobs, succesfulde relationer. Og man føler sig bagud. Ikke god nok. Ikke spændende nok. Ikke rigtig nok. Jeg har selv prøvet at blive kaldt kedelig, fordi jeg ikke drikker eller tager i byen. Det sætter sig. Man begynder at tænke: Er jeg for meget? Eller for lidt?

Jeg tror, mange unge i dag bærer på en tung rygsæk fyldt med forventninger – fra samfundet, fra familien, fra sig selv. Og når man samtidig skal navigere i en identitet, som ikke bliver fuldt accepteret af det land, man bor i, så bliver den byrde næsten dobbelt.

Det, der holder mig oppe

Jeg har været heldig. Jeg har haft en familie, der har bakket mig op og givet mig kærlighed og stabilitet – både psykisk og praktisk. Og så har jeg min tro. At være muslim har hjulpet mig til at finde ro i mig selv. En følelse af, at jeg er god nok, og at der er en mening med, at jeg er her.

Jeg har også lært at finde små øjeblikke, hvor jeg mærker mig selv. Bestille min livret. Skrive til en veninde. Holde fast i de mennesker, der forstår mig. De små ting gør en stor forskel. De giver mig luft, når det hele bliver for meget.

Hvad jeg ville ønske, jeg havde vidst

Hvis jeg kunne tale til mit yngre jeg, ville jeg sige: Savana, det skal nok gå. Du behøver ikke bære det hele selv. Tal med nogen. Del det, du føler. Du er ikke alene. Og det gælder ikke kun mig. Jeg tror, vi alle sammen har brug for at høre, at vi er nok – som vi er.

Vi skal blive bedre til at spørge hinanden: Føler du dig utilstrækkelig? Hvornår mærker du det? Ikke fordi vi skal fikse det hele, men fordi det hjælper at blive set. Hørt. Forbundet.

Et håb for fremtiden

Jeg drømmer om et samfund, hvor forskellighed ikke skal forsvares. Hvor du ikke skal vælge mellem at være “rigtig dansk” eller noget andet. Hvor det er normalt at se ud som mig. Og hvor det at have en mellemøstlig baggrund ikke automatisk placerer dig i en forkert kategori.

Vi skal ændre på, hvad der opfattes som ideelt. Idealer må ikke være ensrettede. Skønhed, styrke, identitet – det kommer i alle former og farver. Der er ikke én rigtig måde at være på.

Så lad os snakke mere om det. Med hinanden. Med vores forældre. Med vores venner. Lad os skabe rum, hvor vi tør sige det højt: “Jeg føler mig utilstrækkelig – men jeg vil ikke føle mig forkert.”

‍Og vigtigst af alt: lad os blive ved med at minde hinanden om, at vi ikke skal ændre os for at passe ind. Vi skal ændre rammerne, så flere passer ind, som de er.