Mig, min hormonspiral – og vejen tilbage til livet
Denne artikel er skrevet af Maria Rosenberg
Mig, min hormonspiral – og vejen tilbage til livet
Jeg var midt i en af de mørkeste perioder i mit liv, da jeg tilfældigt faldt over en pige på nettet, som beskrev, hvordan hendes angst og depression lettede, da hun fik fjernet sin hormonspiral. Jeg var desperat. Jeg havde prøvet alt – terapi, samtaler, selvhjælpsbøger – men verden føltes stadig som et uoverskueligt sted.
Tankerne, der fyldte mit sind, var nogle, jeg aldrig troede, jeg skulle have. Jeg var begyndt at tænke, at måske var det bare sådan, mit liv var nu. Men alligevel var der en lille flig af håb tilbage: "Lad mig prøve én ting mere."
Dagen efter sad jeg hos lægen. Denne gang skulle vi ikke tale. Jeg skulle ikke forklare. Den skulle bare ud. Og allerede den morgen følte jeg noget slippe taget.
Det er vigtigt at understrege, at vi reagerer forskelligt på hormoner. Men jeg føler næsten, det er en pligt at dele min historie. Tænk, hvis der sidder nogen derude med samme symptomer som mine – og ikke aner, hvor de skal lede efter svar.
Små forandringer, der blev til store storme
Jeg havde haft spiral før, men det var først med Kyleena – en spiral med flere hormoner – at noget begyndte at ændre sig. Langsomt og næsten umærkbart i starten.
Jeg har altid været sensitiv – én, der mærker stemninger og tænker meget over, hvordan andre har det. Men efter spiralen blev mine tanker til en konstant storm. En venindes korte besked kunne få mig til at tro, at hun var vred på mig. Jeg kunne overtænke i dagevis, skrive lange undskyldninger – uden grund.
Jeg begyndte også et nyt job i hotelbranchen, og gæsternes blikke føltes som små domme. Søvnen forsvandt. Nogle gange sov jeg slet ikke i flere nætter i træk. Jeg var dybt urolig, min krop kunne slet ikke slappe af. Jeg blev svimmel, følte mig utryg, og en tung ængstelighed satte sig fast i min krop. Men jeg ignorerede alle de små advarsler, indtil kroppen en dag sagde fuldstændig stop.
Da kroppen ikke ville mere
I uger dukkede jeg op på arbejdet uden søvn, med en følelse af ren overlevelse. Det var her de første panikanfald også indtog, på arbejdets pauserum, når jeg bare sad derhjemme og i særdeleshed om natten.
Til sidst sagde min arbejdsplads stop for mig: "Hjem og sov."
Og jeg sov. En hel uge næsten uden afbrydelser. I starten føltes det som en lettelse – måske var det bare stress fra jobbet?
Men så, efter lettelsen, faldt alt sammen. Som om kroppen endelig havde fået lov.
En morgen vågnede jeg op, og det føltes, som om loftet faldt ned over mig. Jeg kunne ikke finde ro i min krop. Mit hjerte bankede vildt i panik, og jeg turde ikke gå udenfor døren. Jeg græd, rystede, svedte. Verden virkede pludselig så fjern, som om jeg svævede udenfor mig selv. Jeg kunne ikke mærke min krop, og jeg havde en følelse af at jeg ikke var til stede, der hvor min fysiske krop faktisk var.
Med min mors stemme i telefonen, lykkedes det mig at komme hjem til Fyn. Jeg lagde mig i hendes seng – og der blev jeg i lang, lang tid.
Når alt føles uvirkeligt
De første måneder var de værste. Jeg kunne ikke engang sidde med ved spisebordet uden at blive svimmel. Jeg kunne ikke kigge på skærme, læse eller holde samtaler ud. Jeg kunne nærmest kun ligge med min lavendelpose over øjnene.
Jeg sov ikke rigtigt om natten, men blundede om dagen. Min mor kom ind med små tallerkener med mad, som hun næsten måtte tvinge mig til at spise. Jeg kunne ikke mærke glæde, ikke mærke håb – kun en overvældende tomhed og uro.
Samtidig blev svimmelheden og følelsen af uvirkelighed ved med at plage mig. Det føltes som om, jeg bare eksisterede udenfor min egen krop – som om jeg observerede livet i stedet for at leve det.
Små skridt tilbage til livet
Jeg blev undersøgt hos lægen. Hjertet fejlede intet. Men kroppen skreg.
Jeg begyndte at lede efter veje tilbage: kropsterapi, psykoterapi, meditation, metakognitiv terapi. Hos en kiropraktor lærte jeg, at min hjerne bare reagerede naturligt på den overbelastning, jeg havde været i.
Langsomt, meget langsomt, begyndte enkelte bedre dage at vise sig. Men der var også mange dage, hvor ængsteligheden stadig føltes som en mur, jeg ikke kunne komme igennem. Jeg begyndte næsten at tro, at det bare var sådan, jeg var nu. Den forbandelse, som det føltes som om, havde jeg nu haft i et halvt år. Jeg husker dage, hvor jeg bare havde lyst til at give op på at få det bedre. Jeg havde dårlig samvittighed over at min mor og kæreste skulle omlægge deres liv for at være sygeplejerske for en pige, der lå og skreg i panikanfald nærmest hver nat, og var helt ude af sig selv.
Da sløret lettede
Så fik jeg fjernet hormonspiralen, ca. et halvt år efter at det hele brød sammen for mig. Og allerede samme dag skete der noget.
Det var som om en tung tåge forsvandt fra mit sind. Som om mit hoved kunne trække vejret frit igen.
Over de næste måneder aftog svimmelheden, og kroppen begyndte at finde sin rytme. Jeg lærte at lytte til mig selv på en helt ny måde. Og selvom kroppen stadig nogle gange husker – og sender små stød af ængstelighed og nætter hvor det er svært at finde ro – så er det ingenting sammenlignet med det, der var.
I dag lever jeg igen. Jeg føler glæde, frihed – og taknemmelighed over noget så simpelt som en rolig nat.
Var det spiralens skyld?
Jeg kan ikke sige det med sikkerhed.
Men følelsen af lettelse var ikke til at tage fejl af.
Livet var allerede udfordrende – nyslået voksen, færdiguddannet, usikker på fremtiden. Jeg var sårbar. Men noget i mig er overbevist om, at spiralen forstærkede alting langt ud over, hvad der var naturligt.
Det er let at blive fanget i tanken om, at det hele kunne have været undgået. Men jeg prøver at se det som en rejse. En rejse, der har lært mig noget vigtigt om livet – og om mig selv. For jeg har i den grad haft tid til at tænke over, hvad der i virkeligheden betyder noget for mig.
Hvis du er i tvivl – lyt til din krop
Jeg deler min historie i håbet om, at den kan hjælpe nogen derude.
Måske kan den få dig til at lytte lidt tidligere til kroppens små signaler. Måske kan den minde dig om, at du altid må tage din egen oplevelse alvorligt.
Jeg har lært én ting, som jeg aldrig vil glemme:
Kroppen lyver aldrig. Først hvisker den. Men hvis vi ikke lytter, begynder den at råbe.
I forbindelse med Marias oplevelse af konsekvenserne ved hendes hormonspiral, har vi i SocialSpace spurgt Maria Pinderup Langbak der er speciallæge i almen medicin og ejer at naturlægen.com, om en kommentar til Marias oplevelse, hun skriver følgende:
I mange år har det både blandt læger og i offentligheden heddet, at spiraler kun giver lokale bivirkninger. Denne skrøne er heldigvis ved at blive aflivet. Inden der kigges nærmere ind i de potentielle uønskede effekter, vil jeg fortælle lidt om hormonspiralen.
Alle hormonspiraler indeholder udelukkende syntetisk progesteron og af typen levonorgestrel. Dette er et såkaldt 2. generations progestin og menes i højere grad at påvirke humøret end andre progestiner. Grundlæggende findes to forskellige varianter af hormonspiraler, hvad angår dosis af progestinet og anvendelsestid. Hormonspiraler beskytter mod graviditet ved at påvirke slimhinden i livmoderen, slimen i livmoderhalsen og gøre miljøet ugunstigt for sædceller, så befrugtning af et æg og fastsættelse ind i livmoderen bliver en umulighed. Hos nogle ser det også ud til at ægløsningen hæmmes.
Såfremt man udelukkende kiggede på bivirkningsprofilen oplyst fra medicinalfirmaerne selv, står det klart, at hormonspiralen ikke kun påvirker livmoderen og området omkring. De hyppigste bivirkninger, som fremkommer hos over 10% er hovedpine og acne. 1-10% får desuden depression/humørforstyrrelser, vægtøgning, kvalme, migræne, hårtab og/eller rygsmerter.
Danske videnskabsfolk har kigget nærmere ind i de psykiske bivirkninger. I et stort registerstudie fra 2016 med over en million danske kvinder mellem 15 og 34 år fandt forskerne en sammenhæng mellem depression og alle typer af hormonel prævention herunder hormonspiraler. Kvinderne der anvendte hormonel prævention, havde en 40% højere risiko for depression 6 måneder efter opstart sammenlignet med kvinder, der ikke anvendte denne form for graviditetsbeskyttelse. Jo yngre kvinderne var ved opstart, jo større var denne risiko.
Det er således velkendt og videnskabelig anerkendt, at en hormonspiral uanset type kan påvirke mere end blot reproduktionen og ikke mindst det psykiske helbred.
Kilde: Skovlund CW, Mørch LS, Kessing LV, Lidegaard Ø. Association of Hormonal Contraception with Depression. JAMA Psychiatry 2016;73(11):1154-1162