Utilstrækkelighed – Er vi gode nok, og for hvem?

Måske kender du følelsen af at være bange for, at nogen er sure på dig. Følelsen af at ville gøre alt rigtigt, så du med sikkerhed ved, at ingen bliver skuffede. Og måske kender du også den tunge skyldfølelse, der opstår, når nogen udtrykker den mindste utilfredshed – selv over en lille fejl. Hvis du kan nikke genkendende til det, vil jeg starte med at sige: Du er ikke alene. Bare dét at vide det, kan måske lette lidt på følelsen.

Jeg har læst og undersøgt meget om det her emne, fordi det har fyldt enormt meget i mine teenageår – og det gør det egentlig stadig, fra tid til anden. Hvorfor har vi det sådan? Og hvordan burde vi – ideelt set – tænke om dét at begå fejl, mens vi prøver at finde vej gennem livet?

Måske handler det om vores opvækst, måske om lavt selvværd. Måske om at være ung i en tid, hvor perfektion og præstation næsten er blevet standard. Og måske handler det om, at vi alt for ofte vurderer vores værdi ud fra andres blik. Men hvem har egentlig bestemt, at vi skal være perfekte for at være værdifulde?

Det første, der slog mig, var spørgsmålet om selvværd – og hvordan vi egentlig taler til os selv. Tanken om, at vi er gode nok, præcis som vi er – også med de hundredvis af fejl, vi alle begår. Hvordan ser vi os selv? Jeg har en grundlæggende frygt for, at folk pludselig opdager, at jeg i virkeligheden er et dårligt menneske – hvilket jeg rationelt godt ved, jeg ikke er. Måske kender du også det med, at kroppen reagerer voldsomt, som om du har gjort noget kriminelt, selvom du "bare" har dobbeltbooket dig, misforstået en situation eller talt over dig. Man tillægger andres reaktioner så stor værdi – og sig selv alt for lidt.

Men hvad ville der egentlig ske, hvis nogen blev lidt skuffede et øjeblik? Det gør dig jo ikke til et dårligt menneske. Og alligevel kan det være enormt svært at skille de ting ad.

Det betyder, at vi giver alt for meget magt til andre mennesker og lever et liv baseret på deres accept. Det er ikke holdbart i længden. Og selvom det er helt normalt at have det sådan, så er det ikke optimalt. Jeg har samlet nogle af de selvkærlige påmindelser, jeg prøver at give mig selv, når jeg bliver ramt. Det er tanker, jeg formulerer, når den rationelle del af mig får taletid – og det gør den ikke altid. Men hvis vi kunne lære at leve lidt mere efter dem, ville der nok være mere ro i hovedet. Det er en proces, og jeg øver mig stadig – især når jeg mærker overtænkningen tage fat.

Hvordan kan vi øve os i at tænke anderledes om det at lave fejl?

1. Du må gerne lave fejl – faktisk skal du det.
‍Det lyder simpelt, men det er en vigtig sandhed: Vi mennesker er ikke skabt til at være fejlfri. Fejl er en naturlig del af livet, af læring og udvikling. Hvis vi aldrig lavede fejl, ville det betyde, at vi aldrig turde noget.
‍
Og alligevel kan det føles voldsomt – som om man har ødelagt noget uopretteligt, bare fordi man glemte en besked eller planlagde for meget. Men det gør dig ikke til et dårligt menneske – det gør dig til et menneske. Et menneske, der øver sig og lærer, ligesom alle andre.

‍2. Den måde, vi taler til os selv på, betyder alt.
‍Vi er ofte vores egen hårdeste dommer. Prøv at lægge mærke til, hvad du siger til dig selv, når noget går galt. Ville du sige det samme til en ven?
Når den indre kritiker begynder at larme, så stop op og spørg: “Hvad ville jeg sige til én, jeg holder af, hvis de stod i samme situation?” Det skaber lidt afstand til tankemylderet og giver plads til mere venlige og realistiske tanker.
‍
Øv dig også i at skelne mellem fakta og fortolkning. For ofte er det os selv, der dømmer hårdest. Min sandhed er, at vi alle er her med et formål – vi har den samme værdi, også med alle de fejl vi laver. Vi er præcis, som vi skal være.

‍3. Du må gerne sætte grænser – også selvom nogen måske bliver skuffede.
‍Hvis du er en pleaser, kender du sikkert den automatiske lyst til at sikre, at alle omkring dig er glade. Men sandheden er: Du kan ikke gøre alle tilfredse – og du skal heller ikke.

Det er okay at sige nej. Det er okay at vælge dig selv til. Og det er okay, hvis nogen bliver lidt skuffede – de skal nok komme sig. Hver gang du lytter til dine egne behov, sender du et signal til dig selv: “Jeg er vigtig.” Det styrker dit selvværd. Du øver dig bare. Det kræver mod – og det kræver øvelse.

‍4. Du behøver ikke tro på alt, din hjerne fortæller dig.
‍Når frygten for at fejle fylder, eller du mærker skam, skyld eller uro, så mind dig selv om: Bare fordi noget føles voldsomt, betyder det ikke, at det er sandt. Du kan øve dig i at sætte ord på: “Jeg mærker skam lige nu,” eller “Jeg er bange for, at de ikke kan lide mig.” Når vi navngiver følelsen, mister den lidt af sin magt.

Lav et lille “reality-tjek”: Er det her virkelighed – eller er det frygten, der har taget styringen?
Vidste du, at vi har op mod 80.000 tanker om dagen? Det er ret vildt. Jeg har selv været i et metakognitivt forløb, som jeg varmt kan anbefale. Her lærte jeg bl.a., at det er tankerne, der kan skabe de ubehagelige følelser – men kun hvis vi lader dem styre os. Vi kan lære at observere tankerne uden at gå ind i dem. Ikke altid nemt – men muligt.

Det hele er en proces. Det er ikke noget, man lærer fra den ene dag til den anden. Men lidt efter lidt – hvis man øver sig – så bliver det nemmere. Jeg øver mig stadig. Nogle dage går det godt, andre dage glemmer jeg det hele. Og det er også helt okay.